Hvad bestyrelser kan lære af David Bowie

For nogle år siden så jeg udstillingen ”David Bowie is” i New York. Det var en udstilling, som gik bag om sangskriverens kreative processer og viste hans metoder frem.

Ud over det sug i maven, jeg fik, da jeg pludselig stod foran håndskrevne lyrics til ”Life on Mars,” var der især én ting, jeg tog med mig fra den udstilling: Hans konstante og meget bevidste arbejde for at finde inspiration og få ideér.

For Bowie var inspiration og kreativitet ikke bare noget, der kom tilfældigt ned til ham som noget uforklarligt eller guddommeligt. Han søgte hele sit liv efter inspiration til sine kreative processer, og han systematiserede det overraskende meget. Han havde f.eks. opfundet en såkaldt verbasizer. Et stykke software, som var udviklet til at søge efter og finde ord og tekstbidder og sætte dem sammen på nye måder. Det blev et fast element i hans kreative proces at bruge verbasizeren, når han skrev sine fantastiske tekster.

Kreativiteten blev dyrket. Den blev prioriteret.

Bowie udfordrede hele tiden sine egne kreative processer og idéer og tvang sig selv i nye retninger. Det kan bestyrelser lære noget af.

Sæt kreativitet på dagsordenen
Kreativitet, idéudvikling og inspiration er som regel ikke det, der står højst på bestyrelsens agenda. De krøllede hjerner, der finder vej til bestyrelsen, vender ofte om i døren igen, fordi de meget formaliserede møder og fokus på kontrol står i vejen for det allermest spændende ved ledelsesopgaven: Udvikling og kreativitet.

Det er en skam og et kæmpe tab for organisationer og virksomheder, når det ledende, retningssættende arbejde er krea-fattigt. De to vigtigste opgaver, en bestyrelse efter min mening har, er strategiudvikling og funktionen som sparringspartner. Begge discipliner stiller krav til bestyrelsens evne til nytænkning og til at inspirere og skabe energi.

Men det kommer ikke af sig selv. Heller ikke hvis man vælger de rigtige profiler og kompetencer til en bestyrelse. Muligheden for at finde fælles inspiration skal dyrkes og systematiseres.

Skab et læringsrum
Det kræver modet til at betragte bestyrelsesopgaven med nye øjne og gøre op med den vante forestilling om den effektive, besluttende, altvidende bestyrelse, som ved præcis, hvor organisationen skal hen, og kan regne ud, hvad morgendagen bringer og skrive det ned i en strategi.

I stedet må bestyrelseslokalet – bare engang imellem – forvandles til et læringsrum, hvor man sammen kan overveje nye og måske skæve måder at gribe arbejdet an på. Når jeg ser tilbage på mere end ti års arbejde tæt på forskellige bestyrelser, er det uden tvivl de møder, der havde fokus på at blive klogere sammen, som har været de mest givende, værdiskabende og energifyldte.

Men er det ikke medarbejderne, som først og fremmest skal være de kreative kræfter i en organisation, vil nogen måske spørge? Jo, i det daglige arbejde er det naturligvis de ansatte og en daglige ledelse, der skal både forme og udføre opgaverne. Men bestyrelsen er i høj grad med til at skabe organisationens kultur. Hvis der er fokus på at skabe inspirerende bestyrelsesmøder, vil det smitte af i organisationen og sætte nye standarder for, hvordan der arbejdes.

Bestyrelsen skal selv bidrage med al sin diversitet. Den kan ikke bare bestille for 100 kroner kreativitet i sekretariatet. Den skal være en del af processen og tage det på sig at være en dygtig sparringspartner og inspirator og sikre nye input til organisationen.

Sæt kreativiteten i system
Kreativitet opstår, når det lykkes at tage noget fra et domæne og overføre dele af det til et andet, så der opstår en ny tredje form eller dimension. Den øvelse vil mange bestyrelser have gavn af at beskæftige sig meget mere med.

Det behøver ikke at være et stort projekt. Det kan starte med noget så simpelt som:

  • at læse en bog sammen

  • invitere inspirerende oplægsholdere på besøg

  • tage på besøg hos en medlemsorganisation eller en kunde, som arbejder med noget nyt og kreativt

  • igangsætte en inspirationsstafet, hvor man skiftes til at bringe nye tanker, idéer, vinkler, undringsspørgsmål på banen

  • dele erfaringer om egne erfaringer med at arbejde kreativt

  • arbejde med metoder som ”benspænd” eller ”Hvordan kan vi…?-spørgsmål

Det vigtigste er, at de kreative, innovative aspekter af ledelsesopgaven prioriteres og vægtes på lige fod med andre af bestyrelsens opgaver og funktioner.

Så tjek jeres årshjul og den næste dagsorden. Har I gjort plads til inspiration og ideudvikling?

Start evt. med at se denne lille video med David Bowie og verbasizeren.

Forrige
Forrige

Sådan styrkes samarbejdet mellem bestyrelse og medarbejdere

Næste
Næste

Slip dialogen fri i bestyrelsen og bliv mere kreativ