Øvelsen, der kickstarter relationsarbejdet i bestyrelsen
En af bestyrelsens vigtigste funktioner er at rådgive. For at være en god rådgiver skal man kende sig selv. Være bevidst om egen bagage, egne bias og egen selvforståelse. Hvis ikke, risikerer man at rådgive med udgangspunkt i sig selv og ikke i den person eller organisation, man skal hjælpe.
Når man som bestyrelse skal skabe en gruppeidentitet at rådgive ud fra, er det vigtig at kende hinanden godt. Det er ikke nok at kende til hinandens kompetencer og joberfaring. Man skal også kende hinandens værdier, ståsteder og overbevisninger. Her er storytelling et stærkt redskab.
Men desværre prioriteres det ikke altid at skabe de relationer, som skal bære et stærkt samarbejde. Det overlades måske til pauserne eller til de mere uformelle middage eller arrangementer. Men det kan være en god investering at give tid og plads til at forstå hinandens baggrunde og bevæggrunde. Det skal have en formel plads i programmet den første tid i bestyrelsen, og når der kommer nye med ombord.
Relationskompetencer batter
I professionel sammenhæng har vi tendens til udelukkende at præsentere os selv ud fra en karrieremæssig vinkel. Vi fortæller om titler, erfaringer og kompetencer. I bestyrelser rekruttere vi ud fra netop de samme parametre. Men vi dvæler ofte mindre ved de menneskelige sider af os selv, som er mindst lige så vigtige aspekter af, hvordan vi griber ledelse, samarbejde og rådgivning an. Det er en fejl, for det betyder, at vi kun har mulighed for at trække på en særlig faglig og professionel side af os selv i bestyrelsesrummet. Det betyder, at vi går glip af noget vigtigt.
Bestyrelser bliver ikke bedre, end de relationer, der er i den. Det mest afgørende for, om der træffes gode beslutninger i bestyrelsen er evnen til at skabe et tillidsfuldt, inkluderende, nysgerrigt og samarbejdsorienteret rum. Det er relationskompetencerne, der batter mest, og de kan hjælpes på vej.
”Omvendt” præsentationsøvelse
Da jeg for nogle år tilbage blev certificeret rådgiver, indledte vi uddannelsen med en øvelse, som lagde en helt særlig ramme og stemning om vores tid sammen som kursister. Samtidig beviste den en vigtig faglig pointe: Vær opmærksom på din bagage, og hvad den gør ved dig, når du rådgiver.
Øvelsen gik i al sin enkelthed ud på, at vi den første morgen, vi mødtes, lavede en ”omvendt” præsentationsøvelse, hvor det var forbudt at sige noget om ens titel eller røbe, hvilken organisation man kom fra. I stedet fortalte vi hinanden om vigtige personer og begivenheder, som havde formet os. Først til sidst i øvelsen kom vi ind på faglighed og karriere. Vi skiftedes til at fortælle. Og for hver enkelt præsentation blev der udpeget to personer til at give positiv feedback og fortælle, hvilke styrker og personlighedstræk de lagde mærke til hos den, der fortalte. Det var opbyggeligt og samlende og faktisk også rørende.
Men vigtigst af alt åbnede øvelsen helt fra starten op for, at vi turde dele vores tanker og følelser med hinanden undervejs på kurset. Der blev etableret et trygt refleksionsrum, hvor alle havde delt noget vigtigt om sig selv, og hvor vi fra starten havde tunet os ind på at bruge hinanden ikke blot fagligt, men også menneskeligt i løbet af uddannelsen, som varede flere måneder. Desuden havde vi fået en forståelse for de synspunkter og arbejdsmåder, vi hver især kom med.
Derfor er det vigtigt
Hvorfor skal bestyrelsen bruge tid på private spørgsmål, tænker du måske? Fordi det er relationer, gruppedynamikker, magthierarkier og sociale normer, som har allerstørst betydning for, om der bliver truffet gode og kloge beslutninger i en bestyrelse. Kompetencer, titler og faglighed gør det ikke alene.
Pointen med bestyrelsesarbejde er, at beslutninger skal trække på en kollektiv erfaring. Det kan kun lade sig gøre, hvis der skabes en gruppedynamik med psykologisk tryghed, som gør det muligt for bestyrelsesmedlemmerne at fortælle åbent og ærligt om deres erfaringer, tvivl, uenighed og overbevisning.
Det kommer ikke af sig selv. Det skal hjælpes bevidst på vej. Og derfor bør relationsarbejde, som denne øvelse er et udtryk for, have en særlig plads i den formelle del af bestyrelsesonboarding.
Sådan gør du, hvis du vil lave øvelsen i din bestyrelse
Øvelsen skal styres af den person, som har ansvar for at facilitere mødet. Øvelsen kan bruges ved første møde i en bestyrelse, et advisoryboard eller i en anden sammenhæng, hvor relationer, gruppedynamik, sociale normer og roller er vigtigt og skal rammesættes bevidst og klogt.
Uddel disse spørgsmål til deltagerne, og giv dem et kvarters forberedelse og bed dem om at fortælle en historie om den, de er.
Fortid
Hvad har formet dig?
Hvilke skelsættende begivenheder har påvirket dig?
Hvilke værdier var dominerende?
Familie
Hvilke familierelationer er betydningsfulde for dig?
Hvordan påvirker det dig?
Fritid
Hvad prioriterer du?
Hvad ville du bruge tiden til, hvis du fik foræret to ekstra timer i døgnet?
Fremtid (drømme)
Hvad drømmer du om?
Hvad sigter du efter?
Fag
Hvad beskæftiger du dig med?
Hvorfor er du landet på denne hylde?